Hvad er Pinsekirken i Grenå for en kirke
Pinsekirken i Grenå er en frikirke
Det betyder, at vi ikke er underlagt kirkeministeriet. I de fleste lande i verden, findes der ikke en statsdrevet folkekirke. Det betyder, at kirkerne i disse lande er frikirker, som eksisterer uafhængigt af staten. I Danmark er den lutherske kirke drevet af staten, mens de andre kirkesamfund fungerer som frikirker, der dog er anerkendte af kirkeministeriet og har ret til at foretage vielser, begravelser mv. En frikirke er altså ikke en sekt, men en ganske almindelig kristen kirke, der drives uden direkte afhængighed af og indblanding fra det offentlige.

Pinsekirken i Grenå er en pinsekirke
Vi er en del af et ikke-organiseret verdensomspændende netværk af pinsekirker. Denne bevægelse startede i begyndelsen af 1900 tallet med nogle kristne, der oplevede en åndelig fornyelse ved at læse i bibelen og bede til Gud. Pinsekirkerne lægger vægt på, at Helligånden virker i kirken med kraft og inspiration. Pinsekirken er verdens største protestantiske kirkebevægelse, der tæller over 500 millioner mennesker, og den har fortsat en eksplosiv vækst på verdensplan. (Læs mere på de danske pinsekirkers fælles hjemmeside: www.pinsekirkerne.dk)

Pinsekirken i Grenå er en evangelisk kirke
Det betyder, at vi har bibelen som grundlag for vores tro. Vi samarbejder med alle andre kirkesamfund, der har det samme trosgrundlag, både fri- og folkekirker. Vi tror bl.a:

  • At biblen er Guds budskab til mennesket om frelse og genoprettelse
  • At Gud er evig og har skabt alting i kærlighed
  • At mennesket er skabt i Guds billede til at have fællesskab med Ham
  • At synden er den ufuldkommenhed, der skiller mennesker fra Gud
  • At Djævelen er den åndsmagt, der inspirerer al ondskab i verden
  • At Jesus, Guds søn, døde og opstod for at føre mennesker tilbage til Gud
  • At troen på Jesus kan lede den enkelte ind i en livsrelation til Gud
  • At Helligånden er Guds iboende nærvær, som gives til den troende
  • At Kirken er et dynamisk fællesskab, som demonstrerer Guds kærlighed i verden
  • At livet er evigt, og at Gud vil afslutte verdenshistorien

    Tro og lære
    Pinsevækkelsen har ikke nogen nedskreven lære eller trosbekendelse ud over Bibelen. Bibelen er en enestående bog, fordi den er Guds tale til mennesker gennem alle tider. Bibelen er skrevet af almindelige mennesker, som modtog et budskab fra Gud. Derfor er dens indhold ikke menneskers tanker, men Guds ufejlbarlige ord. Selv om Pinsevækkelsen ikke har nogen nedskrevet lære eller trosbekendelse, vil vi dog her fremhæve nogle af de centrale ting i Bibelens budskab:

  • Frelse
  • Dåb
  • Helligånden
  • Helbredelse
  • Nadver
  • Menigheden
  • Jesu genkomst

    Frelse
    Mennesket er skabt til at leve med Gud. Da mennesket med dets frie vilje imidlertid valgte at gøre oprør mod Gud, kom synden ind i verden. Synden/oprøret resulterede i, at mennesket mistede kontakten med Gud, og siden har ondskab, ufred og død rådet i verden. Bibelen lærer klart, at alle mennesker har syndet og behøver Guds frelse. Kun Jesus Kristus, Guds søn, kan redde mennesket ud af dets fortabte tilstand. Da Gud sendte Ham til vor verden som et menneske, levede Han som den eneste nogensinde et liv uden synd. Dog døde Han på et kors for at bære og borttage hele verdens synd.

    Tilbudet om genoprettelse af det oprindelige forhold mellem Gud og mennesker, må modtages af os som enkeltpersoner. Fra Guds side er alt parat til at dette kan ske. Han elsker alle og længes efter fællesskab med enhver.

    Når vi som mennesker vender os til Gud, idet vi erkender vort behov for at slippe af med synden og tror på at Jesus døde for vor skyld, vil Gud tilgive os al synd. Et helt nyt liv fyldt med glæde og fred vil da begynde - et liv som ikke ophører med døden. Bibelen lærer, at alle som tager imod Guds frelse skal leve evigt med Ham i Himmelen.

    Tilbage til toppen

    Dåb Dåb og tro på Jesus Kristus hører uløseligt sammen. Jesus bød sine disciple, at de skulle døbe alle, som kom til tro, når de hørte budskabet om Guds frelse. Man må altså først have en personlig tro på Kristus, før man kan lade sig døbe. Derfor praktiserer vi den såkaldte "troendes dåb" i vore menigheder.

    Dåben er en betydningsfuld handling for den troende. Man bekender for alle mennesker, at man nu tror på Jesus som sin personlige frelser. Samtidig markerer dåben afslutningen på det liv, man levede, før man blev frelst og begyndelsen på et nyt. Man siger farvel til livet i synd og forpligter sig til at leve et nyt liv for Jesus Kristus. Der er altså tale om en dåb til Kristus. En af Bibelens forfattere, Paulus, udtrykker dette således: "Det er ikke længere mig, der lever men Kristus lever i mig". I Bibelen kaldes dåben derfor en begravelse. Heraf følger at dåben må ske ved fuldstændig neddykkelse, sådan som også de første kristne gjorde det.

    Når man døbes til Kristus, døbes man også til hans menighed, som i Bibelen kaldes Jesu legeme. Ved dåben bliver man tilsluttet den lokale menighed, ligesom de første kristne blev det.

    Tilbage til toppen

    Helligånden
    I Bibelen omtales tre guddommelige personer: Gud, hans søn Jesus Kristus og Helligånden. Disse er tre selvstændige personligheder, men alligevel eet. Derfor kalder man dem også treenigheden.

    Da disciplene levede sammen med Jesus i Israel, var de vant til at gå til ham, når der opstod situationer, de ikke selv kunne klare. Derfor var disciplene fulde af frygt og usikkerhed, da Jesus var taget tilbage til Gud i Himmelen. Hvem skulle nu vejlede, opmuntre, styrke og hjælpe dem til at leve som kristne? Men som Jesus havde forudsagt inden sin himmelfart, ville han ikke efterlade dem hjælpeløse, men sende Helligånden som en hjælper til alle de troende. Dette skete på Pinsedag i Jerusalem.

    Disciplene oplevede, at Helligånden blev en del af dem selv, at Han tog bolig i dem, og faktisk overtog den funktion, som Jesus havde haft overfor disciplene, da han levede her på jorden.

    Disciplene blev ikke alene fyldt med ny kraft og nyt mod, men de fik også et nyt sprog. De begyndte at "tale i andre tungemål" (Apostlenes gerninger kapitel 2). Bibelen lærer, at vi med dette sprog taler hemmeligheder med Gud (se Det nye Testamente, Paulus' 1. brev til korinterne kapitel 14 vers 2). Vi beder og samtaler med Gud uden at forstå betydningen af det nye sprog (også kaldet tungetale). Tungetalen er en fantastisk hjælp for den troende i hans liv med Gud.

    Efter Pinsedagen var disciplene helt andre mennesker, fulde af frimodighed og tro på fremtiden og mange mennesker blev frelste pga. deres arbejde.

    Også i dag ønsker Helligånden at tage bolig i alle troende. Også i dag har de kristne behov for denne hjælper til at tjene Gud.

    Tilbage til toppen

    Helbredelse
    Som Jesus helbredte mennesker, mens han vandrede på jorden, gør han det i dag. Bibelen siger, at Jesus er den samme i dag, som han var dengang. Der er mange mennesker, som kan bevidne, at det er sandt at Jesus helbreder i dag, simpelthen fordi de har oplevet det selv på deres eget legeme. Bibelen siger bl.a. at helbredelse sker ved bøn og håndspålæggelse, derfor praktiseres dette ofte i menigheden. Og når vi handler på det, som Bibelen siger, griber Gud ind i situationen - også med helbredelse.

    Ingen mennesker kan tage æren for dette. Der er mennesker, som Gud bruger på en speciel måde til at formidle sin helbredelse til mennesker, men det er ikke forbeholdt en speciel gruppe eller type af mennesker. Enhver troende kan bede Gud om helbredelse og forvente svar. Det er nemlig ikke menneskers evner, der helbreder, men Gud. Derfor skal han også have æren.

    Tilbage til toppen

    Nadver
    Nadveren er en vigtig del af menighedslivet. Igennem denne handling opfylder vi Jesu ord, om at mindes, hvad han gjorde for os ved sin død. Nadvermåltidet består af brød og vin, som repræsenterer Jesu legeme og blod. Brødet brydes i mange stykker og deles rundt. Herefter deles vinen rundt i små glas. Dette viser, at som der er ét brød, er vi ét legeme, selv om vi er mange; for alle har vi del i det ene brød. Vinen minder os om, at vi er blevet renset for vore synder.

    Man skal ikke være medlem af menigheden, for at kunne deltage i Nadveren. Nadveren er et ihukommelses måltid for kristne.

    Tilbage til toppen

    Menigheden
    Menigheden ( kirken ) er ikke noget mennesker har fundet på. I Bibelen finder vi den beskrevet mange steder både hvad angår dens betydning, opbygning og funktion.

    Det danske ord "menighed" kommer af det græske "ekkalein" som betyder: at kalde ud. Menigheden består med andre ord af mennesker, som Gud har kaldet ud af en ond verden for at være i et nyt fællesskab, hvor Guds kærlighed og fred skal råde.

    Menigheden beskrives i Bibelen som et legeme, hvor Jesus er hovedet. Alle de enkelte lemmer på legemet er først og fremmest afhængig af hovedet og dernæst af hinanden. Ingen kan undværes på legemet og alle må være med til at sørge for, at det enkelte lem har det godt.

    Menigheden består ikke af en gruppe supermennesker, men af vidt forskellige typer med vidt forskellige social baggrund. Men de har frelsen til fælles. Faktisk er menigheden et mirakel. Kun her har det virkelig kunnet lade sig gøre at forene alle slags mennesker i et sandt fællesskab, der rækker ud over egoismens snævre grænser.

    Menigheden har på en speciel måde Guds bevågenhed. I Bibelen har han selv lovet at være til stede hver gang menigheden samles - ikke synligt, men på samme måde som vi mærker vinden uden at se den.

    Menighedens opgave er at repræsentere Jesus her på jorden. Den skal pege hen på ham som livets mening, idet den gør de samme gode gerninger, som Jesus selv gjorde her på jorden.

    Tilbage til toppen

    Jesu genkomst
    Mange opfatter måske Jesu liv som en kort epoke i verdenshistorien. Men Bibelen fortæller os, at han i sin egenskab af at være Guds søn er fra evighed til evighed. Han var til før verdens skabelse - og da han fór til Himmelen forsvandt han ikke bare "ud i den blå luft". I dag er han i Himmelen hos Gud.

    Før Jesus forlod jorden sagde han til sine disciple, at han ville komme igen og at de indtil da skulle sprede budskabet om ham i hele verden. Bibelen fortæller os ikke præcist, hvornår Jesus kommer igen. Men der er nedskrevet visse begivenheder, som vil ske før hans komme. Bl.a. at Israel skal samles som nation, hvilket skete i 1948. I de såkaldte "sidste tider" vil katastrofer som krig, hungersnød og jordskælv tage til - den politiske forvirring vil vokse og kærligheden blive kold hos de fleste. I den kaotiske situation griber Jesus ind i verdensbegivenhederne. Han vil komme igen for at hente alle de troende til Himmelen, hvor de skal leve evigt i Guds nærhed.

    Dog taler Bibelen også om et evigt liv for dem, der ikke vil tro. Vælger man i sit liv her på jorden at leve uden for fællesskabet med Gud, kommer man heller ikke til at leve hos ham i evigheden. Bibelen kalder dette for fortabelse.

    Pinsevækkelsens historie



    Pinsevækkelsens historie:
    Kirkehistorisk set er Pinsevækkelsen en "ung" bevægelse. Det hele startede omkring år 1900. I begyndelsen var det slet ikke meningen at danne et nyt trossamfund som sådan, men modstanden fra de etablerede kirkesamfund gjorde, at der efterhånden fremstod selvstændige pinsekirker. I Norden var det Lewi Petrus, T.B. Barratt og Anna og Sigurd Bjørner, der på en speciel måde var med til at tegne pinsevækkelsen.

    Navnet "Pinsevækkelsen" refererer til den oplevelse Jesu disciple havde på pinsedag - 50 dage efter at Jesus var opstået fra de døde. I Bibelen er det beskrevet sådan: "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige." (Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-4)

    Denne oplevelse, som du kan læse nærmere om under "Tro og Lære", betød at disciplene blev frimodige til at fortælle om Jesus, fik kraft til at gøre syge raske i Jesu navn og fik et dybere forhold til Jesus. Hurtigt kom flere tusinde til tro i Jerusalem og snart bredte kristendommen sig til det meste af den da kendte verden.

    Efterhånden stivnede kirken mere og mere. Man begyndte at lægge vægt på traditioner, former, ritualer og embeder og det med Helligånden gled i baggrunden. Dog har der gennem hele kirkehistorien været stærke kristne bevægelser, der søgte tilbage til den oplevelse af Helligånden, som var årsag til de første kristnes fremgang, kraft og nære forhold til Jesus. Pinsevækkelsens opkomst må ses i perspektiv af disse bevægelser.

    Omkring århundredeskiftet (1900) opstod en ny længsel efter Helligånden blandt mange troende i flere forskellige kirkesamfund. Det var en tid, hvor mange mennesker søgte Jesus Kristus. Bl.a. i Wales, USA, Australien, Indien og Østasien brød store vækkelser løs. I disse vækkelsesbevægelser begyndte mennesker at opleve Helligånden ligesom på pinsedag, og det spredte sig hurtigt ind i mange kirker. Det egentlige gennembrud for pinsevækkelsen skete i 1906 på Azuza Street i Los Angeles i en gammel metodistkirke.

    I begyndelsen var man slet ikke indstillet på at danne et nyt kirkesamfund, men da man mødte hård modstand fra de etablerede kirker, var der ikke andet at gøre. De ville simpelthen ikke acceptere den "nye" oplevelse af Helligånden og dermed begyndte de første Pinsekirker at skyde op.

    I 1906 oplevede den norske metodistpræst Thomas Ball Barratt Helligåndens dåb i Los Angeles, og han bragte Pinsevækkelsen til Skandinavien. Også den svenske baptistpræst Lewi Petrus, som var med på Barratts møder i Oslo i 1907, kom til at spille en stor rolle for Pinsevækkelsens udbredelse og videre udvikling på de nordlige breddegrader.

    I Danmark vakte det særlig opsigt, da den berømte skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) oplevede Helligåndens dåb på et møde, som Barratt holdt i København d.13 december 1908.

    Anna Larssen opgav sin karriere på Dagmarteatret i København og sluttede sig til Pinsevækkelsen. Hun blev i en årrække dens mest markante fortaler i Danmark og var bl.a. med til at afholde møder på Trianglen i København, hvor mange mennesker kom til tro og oplevede Helligåndes dåb. Ofte skete det under stor modstand.

    Trods modstand bredte vækkelsen sig. Efter Barrats besøg startede Filadelfia-menigheden i 1908, men opløstes igen i 1926. Den næste danske pinsekirke dannedes i 1912 i Lyngby og bestod indtil 1993 hvor den indgik i Pinsekirken København. Den ældste pinsekirke er Evangelieforsamlingen, dannet i september 1919.

    I dag har den danske Pinsevækkelse omkring 5100 medlemmer fordelt på ca. 50 menigheder, og man oplever stadig ekspansion.